Hvad skal regnskabet kunne?
Tre modtagere bestemmer formen. Dansk Producentansvar (DPA) skal have jeres årlige mængder i kilo, opgjort pr. materialekategori: pap, papir, plast, glas, metal, mad- og drikkevarekartoner, træ og andet. Kollektivordningen, der afregner gebyret, bruger de samme kategorier, men fordelt på husholdnings- og erhvervsemballage, for de to markeder har hver deres prisblad. Og jeres egen økonomifunktion skal kunne se, hvilke varenumre gebyrkronerne kommer fra, hvis et materialeskifte nogensinde skal kunne regnes hjem.
Fordelingen på husholdning og erhverv følger, hvor emballagen ender: emballage om varer, der typisk havner hos private forbrugere, tæller som husholdning, mens emballage, der bliver hos virksomheder, tæller som erhverv. Samme varenummer kan godt bidrage til begge markeder, hvis I sælger ad flere kanaler.
Præcisionen er mest værd over grænsen for samlet indberetning på 8 ton om året: derover afregnes pr. materiale og miljøgrad, og på rødt niveau lægges et tillæg på 35 % af de operationelle omkostninger oveni (emballagebekendtgørelsen). Under grænsen gælder én samlet sats uden graduering, og til DPA kan I nøjes med den samlede vægt fordelt på husholdning og erhverv; men alle betaler, og mængderne skal stadig kunne dokumenteres, så selve regnskabet slipper ingen for.
Datamodellen: tre niveauer
Grundstrukturen er den samme, uanset om regnskabet bor i et regneark eller et system: hvert varenummer peger på sine emballagekomponenter, og hver komponent bærer fire felter: niveau, materiale, vægt i gram pr. styk og genanvendt andel, hvor leverandøren oplyser den. En flaske håndsæbe er altså ikke én linje, men tre: flasken, låget og etiketten, hver med sit materiale og sin egen vægt.
Niveauet skelner mellem primæremballage (den, der rører varen: flasken), sekundæremballage (multipak og kolli: bakken og folien om tolv styk) og tertiæremballage (transportleddet: pallen, strækfilmen, kantbeskytterne). Alle tre niveauer er omfattet af producentansvaret, så alle tre skal stå i regnskabet fra første gennemløb.
Gør komponenterne til et fælles kartotek i stedet for at taste dem ind pr. varenummer. Det samme låg sidder ofte på fyrre varenumre; som én komponent med fyrre referencer skal en vægtændring kun rettes ét sted, og dubletter kan slet ikke opstå. Genanvendt andel ligner et felt, der kan vente, men skriv det ind fra start: dokumentationskravene i EU's emballageforordning (PPWR) spørger efter det, blandt andet for plast, og leverandøren har tallet fremme alligevel, når I nu beder om vægten.
Hvor dataene findes
Det meste findes allerede, bare ikke hos jer. Leverandørens tekniske specifikation eller datablad angiver som regel materiale og vægt pr. komponent; det er det samme dokument, der lå til grund, da emballagen i sin tid blev valgt. Bed om tallene pr. komponent, ikke pr. færdig emballage: en samlet vægt for "flaske med pumpe" kan ikke skilles ad i to materialer bagefter.
Send ét fast skema til alle leverandører med faste kolonner og én enhed: gram pr. styk. Frie svar giver frie formater, og så flytter oprydningen hjem til jer. For emballagen, I selv køber ind, står svaret i jeres egne indkøbslinjer: kolli-pap, poser, tape, strækfilm og fyld har varetekster og indkøbte mængder i økonomisystemet i forvejen.
Resten vejer I selv. En brevvægt dækker det meste; små komponenter som etiketter vejes ti ad gangen, hvorefter der deles med ti. Notér ved hver vægt, hvor tallet kommer fra (specifikation, indkøb eller egen vejning), så en revisor eller en kollektivordning kan spørge til det uden at udløse en helt ny indsamlingsrunde.
Fire fejl, der går igen
1. Glemt sekundær- og transportemballage
Salgsemballagen bliver husket, for den kan ses på hylden; kolli-pappet, strækfilmen og pallerne glemmes, selv om de er omfattet på lige fod. Gå forsendelsesflowet igennem fysisk én gang, fra plukhylde til port, og skriv alt ned, der følger med varen ud.
2. Enhedsrod
Gram og kilo blandet i samme kolonne, en vægt pr. kolli ført som vægt pr. styk, eller tolv-styks-bakken delt med ti. Vælg gram pr. styk som regnskabets eneste enhed, og omregn ved kilden, i samme øjeblik tallet kommer ind, ikke i sidste øjeblik før indberetningen.
3. Dubletkomponenter
Det samme låg oprettet fem gange med fem stavemåder, eller en komponent, der både indgår i leverandørens samlevægt og står som sin egen linje, så vægten tælles dobbelt. Det fælles komponentkartotek fra afsnittet om datamodellen lukker begge huller.
4. Indkøbt forvekslet med markedsført
Indberetningen gælder den emballage, I har sat på markedet i året, ikke den, I har købt. Gang komponentvægtene med solgte enheder pr. varenummer, ikke med indkøbte mængder; forskellen er jeres lager, og den kan være stor i et vækstår.
Fra regnskab til indberetning
Selve regnestykket er kort, når modellen står: for hvert varenummer ganges hver komponents vægt med årets solgte enheder, og resultaterne summeres pr. materialekategori og pr. marked. Det giver den tabel i kilo, som både DPA og kollektivordningen skal bruge; fordelingen mellem husholdning og erhverv følger salgskanalerne pr. varenummer.
Tallene mødes derefter af to regninger. Kollektivordningen afregner pr. kilo efter materiale og miljøgrad: hos VANA koster husholdningsplast for eksempel 4,68 kr. pr. kilo på grønt niveau og 6,75 kr. på rødt (grundpriser gældende fra august 2026). Hvordan graden afgøres, står i guiden om miljøgraduering. Dertil kommer DPA's gebyrer: 1.000 kr. i engangsgebyr ved registrering og et mængdegebyr på 74,67 kr. pr. ton (2025-satsen) samt Miljøstyrelsens administrationsgebyr på 0,018 kr. pr. kilo (2026).
Et konkret forbehold: DPA's mængdegebyr for 2026 er ikke offentliggjort: 2025-satsen (74,67 kr./ton) vises, og DPA forventer en sats over 40 % lavere.
Sidst efterprøvet 1. sep. 2026 mod kilderne bag linksene.
Første gennemløb er det tunge: data skal hentes hjem, vejes og struktureres. Fra år to er indberetningen en opdatering af salgstallene, hvis komponentkartoteket holdes ved lige. Det er hele pointen med at bygge regnskabet pr. varenummer i stedet for at begynde forfra hvert forår.
De tre grænser
Hvorfor er der ingen minimumsgrænse? Spørgsmålet kommer igen og igen fra små virksomheder, ofte vredt, og det korte svar er, at der findes tre grænser, de er bare ikke særlig kendte. To af dem handler om, hvad de mindste mængder koster; den tredje handler om, hvor detaljeret der indberettes.
Den første er grænsen for samlet indberetning på 8 ton om året i emballagebekendtgørelsen. Markedsfører I mindre end det, afregner kollektivordningen én samlet sats pr. kilo for hvert marked i stedet for materialepriserne, og der miljøgradueres ikke: ingen rabat på grønt niveau, intet tillæg på rødt. Grænsen ændrer altså, hvordan gebyret regnes, ikke om det betales. Ordet bagatelgrænse bruges tit om den, men det står ikke i loven.
Den anden er DPA's minimumsgebyr: er den markedsførte mængde til og med 3,35 ton, opkræver Dansk Producentansvar et fast minimum på 250 kr. i stedet for mængdegebyret på 74,67 kr. pr. ton (2025-satsen, jf. forbeholdet i afsnittet om indberetning). For de mindste mængder er DPA-regningen altså til at overse; det er kollektivordningens pris pr. kilo, der fylder.
Den tredje er muligheden for samlet indberetning under 8 ton. Den står i emballagebekendtgørelsen (§ 27, stk. 7), ikke i ordningens vilkår, og den fritager ikke for producentansvar. Et udkast til ny bekendtgørelse vil hæve grænsen til 10 ton; indtil den er udstedt, gælder 8. Gem fortsat mængdegrundlaget og dokumentationen for det valgte regime.
Sagt ærligt: grænserne mildner regningen, men de fritager sjældent for pligten. Registreringen hos DPA gælder også små mængder, og mikro-undtagelsen bortfalder netop, når man importerer eller selv fremstiller emballage. Selv den lille importør skal altså registreres og kende sine mængder; grænserne afgør kun, hvor meget det koster.
Kilder
Kom i gang med regnskabet
Import-skabelonen har guidens kolonner klar til udfyldning: varenummer, komponent, niveau, materiale, vægt i gram, genanvendt andel og leverandør, én række pr. komponent. Beregneren giver et overslag på gebyret ud fra jeres mængder, og omfattet-testen afklarer, om pligten overhovedet gælder jer.
Guiden er skrevet af Aserværk, en privat dansk softwarevirksomhed: ikke en myndighed og ikke en kollektivordning.